Ok venner, her kommer verdens nemmeste opskrift på en mega lækker leverpostej med dit eget vildt!
Opskriften tager udgangspunkt i lever fra rådyr, men jeg er ret sikker på, at den vil gøre sig godt med lever fra andet vildt, om det så er en stor kronhjort eller en masse små rågelevere, bare du går nogenlunde ud fra de anviste mængder.
Hvad gør denne opskrift på leverpostej speciel?
Som I måske har bemærket, så elsker jeg at gøre tingene simple, og da jeg stod i mit køkken med en frisk lever, kiggede jeg rundt og greb, hvad jeg havde til rådighed, og resultatet blev hammer godt! Det kan da godt være, du ikke lige har det hele liggende på hylden, men alle ingredienserne er til at skaffe dit lokale supermarked, så lad os komme i gang!
Du skal bruge:
- Kniv
- Skærebræt
- Foodprocessor eller kødhakker
- Skål
- Leverpostejsforme
Ingredienser:
- 400-500g lever (altså leveren fra 1 rådyr)
- 400-500g kokosolie (erstatning for spæk)
- 100g hvedemel
- 1-2 løg
- 1 tsk. allehånde
- 20g salt
- et ordentlig skud peber (så Nikolaj Kirk ville være stolt)
- 4dl bouillon (ca. 1,5 spsk. fra Herbamare eller 1,5 terning + varmt vand)
Fremgangsmåde:
- Start med at skære lever og løg i mindre stykker og hak den til plukfisk i din kødhakker eller foodprocessor.
- Tilføj kokosolie.
- Kom de hakkede ingredienser i en skål og tilføj nu resten af de tørre ting og rør godt rundt med en stor ske.
- Til sidst tilføjes bouillonen lidt efter lidt, mens du rører grundigt, så det hele bliver rigtig godt lind.
- Hæld nu farsen i forme (de hæver ved bagning) og stil dem på i en dyb bradepande.
- Kom vand i bradepanden, så de dækker ca. 3cm op.
- Leverpostejen bages i en forvarmet ovn ved 175 grader varm luft i ca. 45-50 minutter afhængig af formenes størrelser. De er færdige, når de har fået en mørkebrun skorpe.

BONUSINFO: Jeg smager selv på farsen, inden jeg kommer den i form, så jeg har en idé, om der skal mere salt eller krydderier i. Når jeg selv har skudt rådyret og set, at leveren ser fin ud, så er jeg ikke bange for at spise den lidt rå, men hver sin smag 🙂
Kan man putte andet indmad i end lever?
Når man står med et nyskudt dyr, skal man tage stilling til, hvor meget man vil tage med hjem, og jeg har virkelig svært ved at lade noget ligge, så jeg er begyndt at eksperimentere lidt med at tilføje noget af det andet indmad til mine postejer.
Én faldgrube ved indmad er, at det ofte indeholder rigtig meget blod, som bare ikke giver en særlig lækker smag. Indtil videre er min oplevese:
- Hjerte kan fungere ok, især hvis det bliver skøret i små stykker og stegt af på panden først med lidt gryderier.
- Nyre er sværere at få til at blive godt, men de fylder jo heller ikke så meget 🙂
- Milt... er virkelig godt til hundefoder, men helt forfærdelig i leverpostej 😀
Er det første gang, du laver leverpostej med vildt, så vil jeg helt klart anbefale dig at starte med den klassiske opskrift for at få en god oplevelse, og så kan du altid eksperimentere med små portioner efterfølgende.
Har du hund, kan du lave verdens lækreste fyldte Kong med vildt, og så kan du udelade både salt, løg og krydderier, som ikke er gode for hunden. Bare et lille hint 🙂
Dorte
Bliver den ikke tør eller for stærk?
David Hansen
Jeg synes, at den bliver helt perfekt faktisk. Som jeg skriver i indlægget, smager jeg selv på farsen/dejen, inden den bliver bagt, for at tjekke, om der skal noget andet i. Kokosolien hjælper til, at den ikke bliver tør.
Iben
De fik godt med peber og skarlotteløg, og en smule bacon, tak for opskriften de blev rigtigt gode😉
David Hansen
Ej, hvor lækkert! Det var da nogle rigtig gode gode ting at putte i faktisk. Tak for tippet 🙂