Vi bliver ofte spurgt om, hvordan man starter med at preppe, og rigtig mange forestiller sig, at det er noget, som kun de grej-liderlige kan gøre; men sandheden er, at prepping jo bare handler om at forberede sig, og er der nogen, som er bedre til at forberede sig end børnefamilie?

Derfor har vi samlet nogle små lege, som man kan kaste sig ud i, hvis man vil starte lidt blidt ud eller måske bare lave noget anderledes med ungerne en våd og grå søndag.

1. “Bug Out Bag-løb”

Formål: Øve sig i hurtigt at pakke og bruge en “Bug Out Bag” (evakueringsrygsæk).

  • Giv hver deltager en tom rygsæk og adgang til en bunke forsyninger (måske har I allerede snakket om, hvad der er vigtigt for jer på forhånd?).
  • Opgaven er at pakke det mest nødvendige til et specifikt scenarie (fx naturkatastrofe, zombieapokalypse, eller campingtur).
  • Når alle er færdige, skal de forklare deres valg af ting i tasken.
  • Afslut med en fysisk aktivitet, hvor de skal bære tasken (løbe eller vandre) for at teste vægten og praktikken af deres pakkeløsning.
  • TIP: Hvis I vil øve akutsituationer, kan I sætte tid på pakkeøvelsen.
bug out bag

2. “Overlevelsesmiddag”

Formål: Øve madlavning med begrænsede ressourcer.

  • Deltagerne får kun lov til at bruge simple ingredienser (fx dåsemad, tørrede varer, eller ting fra naturen, hvis muligt).
  • De skal lave et måltid over et bål eller med en primitiv varmekilde (stormkøkken, trangia, osv.).
  • Ekstra sjovt, hvis der er et konkurrenceelement, hvor maden bedømmes på smag og kreativitet.

3. “Find og filtrer vand”

Formål: Lære at finde og rense vand i naturen.

  • Gør det til en skattejagt, hvor deltagerne skal finde vand (fx fra en nærliggende sø, regn, eller en skjult flaske, hvis I er et sted uden natur).
  • Udfordringen er at filtrere og gøre vandet sikkert at drikke. De kan fx bruge en simpel hjemmelavet vandfilter (sand, kul, stof) eller kogning.
  • Ekstra point for at forklare deres proces og de kreative løsninger.
  • TIP: Hvis I blot renser vandet for grums, skal det stadig koges, inden I må drikke det.

4. “Shelter Challenge”

Formål: Øve sig i at bygge et primitivt shelter.

  • Giv deltagerne en time og en liste over materialer, de må bruge (fx en presenning, snor, grene og blade).
  • Målet er at lave et shelter, der kan beskytte mod regn eller vind.
  • Test det, hvis muligt! Hæld lidt vand på for at se, om det holder tæt.
  • TIP: Hvis I laver det i jeres egen have, kan I jo forsøge at sove i det natten over. Man kan jo altid gå ind, hvis det bliver for koldt/vådt.

5. “Nødkommunikation”

Formål: Øve sig i alternative kommunikationsmetoder.

  • Giv deltagerne en situation, hvor deres telefoner ikke virker.
  • Opgaven er at sende en besked til en anden gruppe uden moderne teknologi. De kan bruge morsekode, signalflag, spejle, eller noget kreativt som tegn eller symboler.
  • Test, om beskeden bliver forstået korrekt!
  • TIP: Læs mere om at morse i et andet blogindlæg.

6. “Mini-evakueringssimulation”

Formål: Øve sig i at træffe hurtige beslutninger i en nødsituation.

  • Opsæt et scenarie, fx: “Der er brand, og du har kun 5 minutter til at forlade huset.”
  • Deltagerne skal hurtigt samle de vigtigste ting og forklare deres valg.
  • Følg op med en diskussion om, hvad der kunne være gjort bedre, og hvordan man kan forberede sig i fremtiden.
mad over bål

Er der små børn i familien handler det allermest om at gøre oplevelsen tryg og sjov for de mindste. Jo mere I øver, jo lettere bliver det, og jo mere kan de små måske hjælpe til i en nødsituation i stedet for at gå i vejen.

Og det er jo faktisk lige det, som statens beredskabsplan handler om: Hvis vi hver især gør lidt for at kunne klare os uden hjælp i en periode, så kan de mest trængende få hjælp i en fart.

Happy prepping og rigtig god weekend herfra!