Sjælden mulighed: Vil du i outdoor praktik på Hawaii?

hawaii krater

Ja, du læste rigtigt! Jeg har igennem min rejse og møde med lokale på Hawaii arrangeret en unik mulighed for at komme i praktik som Park Ranger i Hawaii’s vulkan nationalpark på Big Island.

De overordnede opgaver handler om at inspicere og reparere det vigtige hegn, som holder invasive arter ude af det unikke miljø, og da hegnet strækker sig over mere end 150miles, vil det give en hel masse oplevelser i terræn, som du ikke finder andre steder på kloden.

Hvad kan man forvente som praktikant på Hawaii?

Hvis du tænker på Hawaii, tænker du garanteret på hvide sandstrande, palmer og kæmpe bølger til at surfe på. Det findes der bestemt også rigtig meget af, men i selve praktikken kommer du til at være i et helt anderledes miljø, nemlig Hawaii’s Volcano National Park, hvor den hvide sandstrand er skiftet ud med sort lavasten, og de blide palmer er skiftet ud med uigennemtrængelig jungle.

Det er her, du finder noget af Hawaii’s allermest spændende natur og sjældne dyreliv, og du kan regne med at tilbringe 90% af praktikken “i marken”.

Du får tildelt en officiel uniform og arbejdstøj, og nationalparken vil sørge for et privat værelse til dig, mens du er ansat.

Hvad forventes af praktikanten?

Der vil både være individuel opgaver og arbejde sammen med de lokale Park Rangers, og det forventes, at du har en vis erfaring med udeliv og respekt for naturen.

Du skal have et gyldigt kørekort (og internationalt kørekort), da du kommer til at køre store fire-hjulstrækkere off road.

Arbejdet med hegn krævet en vis fysik, og du skal have forståelse for at læse kort og GPS.

Helt praktisk skal du selv have et par solide outdoorstøvler med og forvent, at de får tæsk, når du går rundt på den skarpe vulkansten.

Du skal også regne med at købe din egen flybillet til og fra Hawaii (FYI: Det ligger lige imellem Canada og Australien, så du kan jo gøre en tur ud af det 😉 )

Hvem kan søge?

Tilbuddet gælder i første omgang elever fra Kalø Højskole, som har deltaget i Outdoor Ranger linjen, men har du et tilsvarende kursus eller måske oparbejdet dine fede outdoor skills selv, så tag chancen og skriv alligevel. Der er ikke nogen officiel sidste frist for at søge, og samtaler vil blive afholdt løbende.

Skriv en motiveret ansøgning til dh@farvild.dk med relevante informationer om dig, og hvorfor du gerne vil være frivillig på Hawaii, så tager vi den derfra.
Du er velkommen til at ringe i forvejen (2337 8776), hvis du har spørgsmål.

Shaka fra Keola og David fra Mauna Kea på Big Island

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*