Det er forår og sildene er atter kommet til landet, og her i Corona-tiden er der sgu ikke noget bedre end at stå på molen med en stang og hive fisk i land.
Og hvad gør man så med de kære fisk, når de først er landet?
Med sild er der basically 2 veje at gå:
- Stegte sild
- Marinerede sild
Som barn fik jeg jævnligt stegte sild, men jeg husker endnu, hvordan jeg var i et enormt dilemma omkring benene. Skulle jeg sluge dem eller pille dem ud? Og der er ca. en trillion små ben i sådan en sild, så det blev oftest til en omgang kriller i halsen og ned med det hele.
Men med alderen er jeg jo også blevet svært glad for marinerede sild, så nu var det på tide at finde en opskrift, som jeg synes, jeg lige vil dele med jer derude. Før man når det endelige resultat skal man igennem følgende:
- Først skal sildene fileteres
- Så skal de saltes
- Så skal de udvandes!!
- Og til slut skal de marineres
Om man bytter om på filetering og saltning er en smags sag, men fisken kan være lidt lettere at håndtere, mens den stadig er frisk.
Her kan du se, hvordan en prof fileter sild, mens der stadig er hoved på.
Når silden er fileteret, skal filetterne saltes og modnes. Dette gøres for at konservere fisken og give den bedste konsistens.
Opskrift på saltning af sild:
- 4 kg fisk (urenset)
- 1 kg salt
- 50 g sukker
Læg fileterne ved siden af hinanden i en passende beholder med salt hele vejen rundt om. Sæt bøtte med sild i køleskabet eller max 10 grader.
I løbet af de(n) første dag(e) skulle der gerne begynde at trække væske ud af fiskene, som danner en lagde, hvor fermenteringen foregår.
Hvis ikke alle sild er under lagen, laves en lage af 1 l vand og 250 g salt. Koges og afkøles til 5 °C før det hældes over.
Det er vigtigt, at du IKKE sætter låg på sildene i denne proces, da fermenteringen så ikke kan foregå, eller låget kan springe af!
Lad saltningen stå i 3-6 uger, men tjek til dem efter en uges tid og sørg for, at saltet bliver rusket lidt rundt 🙂
Udvanding af sild:
Når sildene har fermenteret længe nok, skal de lægges i rent vand i ca. et døgn for at komme af med noget af salten. Produktet, du står med nu, kaldes “spegesild”.
Grundopskrift på marinerede sild:
- 1 del vand
- 1 del lageredike
- 1 del sukker
- Løg
- Hele peberkorn
- Lauerbærblade
Til 4 kg sild skal der ca. bruges 0,8 liter vand, 0,8 liter eddike, 0,8 liter sukker, 2 løg skåret i pæne skiver, 4-6 laurbærblade og en stor spiseskefuld hele peberkorn.
- Vand, edike og sukker bringes i kog i en gryde, så sukkeret opløses.
- Tag væsken af varmen og tilføj de resterende ingredienser.
- Lad væsken køle ned til stuetemperatur, før den hældes over sildene.
- Sæt de marinerede sild på køl i minimum 1 døgn, før de skal spises.
Tip: Smag på marinaden og se, om du er tilfreds, før du lader silden bade heri. Hvis du ønsker en mere syrlig variation bytter du lidt vand ud med eddike eller tilføjer lidt mindre sukker.
Du kan også prøve dig frem med andre krydderier, fx dild, karry, paprika, enebær eller noget spændende, du har sanket ude i naturen.
Rigtig god fornøjelse 🙂