Afhentning af bisværme nær Aarhus

bisværm

Henover sommeren oplever mange mennesker pludselig at blive invaderet af en sværm af bier, som måske sætter sig som en klynge i en busk, et æbletræ eller måske slår de sig ned under taget ved gavlen.

En bisværm kan opfattes som en gave fra naturen, men er man ikke interesseret i at holde bier selv, så er gode råd dyre… og dog!

Bor du i Aarhus omegn, så henter jeg gerne bierne for dig kvit og frit. Jeg tager dem simpelthen med i en kasse og flytter dem ud til min egen bigård, hvor de får sig et dejligt nyt hjem at bo i og en masse blomster at mæske sig i.

Inden du ringer, vil jeg lige bede dig om at kigge efter en ekstra gang for at sikre, at det faktisk er BIER. Mange gange, bliver vores gode lodne bier udskældt for at plage og stikke, mens det i virkeligheden er hvepsen, der driller. Hvis det er hvepse, den er gal med, kan jeg desværre ikke gøre noget for dig, og du må i stedet tilkalde en lokal skadedyrsbekæmper.

Du kan se forskel på de to:

  • Bien er brun/orange og sort med pels på benene for at kunne samle pollen
  • Hvepsen er GUL og sort og klar til kamp med sit stærke skjold

Når du har sikret dig, at det er bier, du har i haven, så giv mig et kald på 2337 8776, så aftaler vi et tidspunkt, jeg kan komme forbi og hente sværmen.

Skulle jeg ikke have tid den pågældende dag, eller bor du mere end 20 km fra Aarhus, kan jeg i stedet anbefale dig at kigge på Sværmehenterlisten ved Danmarks Biavlerforening. Der har jeg mange gode kolleger, som står klar til at hente bisværme i tide og utide.